Årsager til neglesvamp

Neglesvamp er den mest almindelige neglelidelse og årsagen til cirka 50 procent af alle negleinfektioner

Ved du, hvorfor man får neglesvamp? Som navnet antyder, er sygdommen forårsaget af svamp – bittesmå parasitiske organismer, der hverken er planter eller dyr. Svampe trives, hvor der er fugtigt og varmt, og de lever af keratin, som er det vigtigste protein i dine negle, dit hår og din hud. Neglesvamp forårsager en overproduktion af keratin i neglene, hvilket gør dem tykkere og får dem til at løsne sig fra neglelejet.

Dine fødder er hjemsted for næsten 200 svampetyper – flere end noget andet sted på din krop – men ikke alle af dem er skadelige. De to hovedtyper af svampe, der er skyld i neglesvamp, er dermatofytter og gærsvampe. Dermatofytter er normalt synderne bag neglesvamp i de tempererede dele af verden, mens gærsvampe er mere udbredte i troperne og mere tilbøjelige til at forårsage infektioner i fingerneglene. Der findes mange forskellige gærsvampe, der kan forårsage onykomykose i fingerneglene, men de fleste tilfælde er et resultat af Candida albicans, den samme gærsvamp, som forårsager svampeinfektion i skeden. Skimmelsvamp er en anden almindelig årsag til svampeinfektioner i de tropiske egne.

negle-svamp-tånegl-misfarvet-nalox

Hvad kan udløse neglesvamp?

Neglesvamp opstår typisk efter en svampeinfektion i huden eller som følge af en beskadigelse af neglen. Men visse sygdomme kan også udgøre en risiko, da du er mere udsat, når immunsystemet i forvejen er svækket.

  • Svampeinfektion i huden. Fodsvamp, som får huden mellem dine tæer til at klø og blive rød og skællet, er en almindelig årsag til svampeinfektioner i neglene. Cirka en tredjedel af alle dem, som får fodsvamp, bliver også smittet med neglesvamp. Både fodsvamp og neglesvamp er forårsaget af dermatofytter, og infektionen kan nemt sprede sig fra huden til tåneglene.
  • Ødelagte negle eller ødelagt hud. Neglebidning, gentagne beskadigelser, gamle skader og bittesmå rifter i huden rundt om neglene kan også øge risikoen for svampeinfektion. Dine neglebånd kan også blive beskadiget og mere udsatte for neglesvamp, hvis du har hænderne i vand i længere tid, for eksempel hvis dit arbejde indebærer en masse opvask i hånden.
  • Udsættelse for fugt og høj luftfugtighed. Svampe elsker varme og fugtige miljøer, og de trives i svømmehaller og bruserum. Faktisk har svømmere tre gange større sandsynlighed for at pådrage sig neglesvamp end befolkningen i almindelighed. Neglesvamp er også smitsom, så når du bruger offentlige bruserum og går med bare fødder på gulvet i et omklædningsrum, risikerer du at blive smittet af andre personer.
  • Tætsiddende fodtøj. Neglesvamp er mere almindelig i tåneglene end i fingerneglene, til dels fordi det mørke, fugtige og varme miljø i dine sko er den perfekte grobund for svampe. Sko begrænser også blodcirkulationen i fødderne, hvilket gør det sværere for immunsystemet at opdage og bekæmpe infektionen. Brug af tætsiddende, svedige sko, mens tåneglene udsættes for konstant belastning, er sandsynligvis en af grundene til, at sportsfolk ofte er hårdt ramt af svampeinfektioner.
  • Sygdomme og medicin. Hvis dit immunsystem er svækket på grund af sygdom eller brug af medicin som f.eks. steroider eller antibiotika, er du mere sårbar over for neglesvamp. Psoriasis, inflammatorisk tarmsygdom, aids , diabetes, kræft eller dårlig blodcirkulation er blevet forbundet med en øget risiko for neglesvamp.
  • Alder. Risikoen for neglesvamp stiger med alderen, og blandt personer over 60 er der mange, der lider af sygdommen. Dette skyldes sandsynligvis, at ældre mennesker har en dårligere blodcirkulation og tykkere negle, der er længere tid om at vokse ud.
  • Tilfælde i familien. Neglesvamp er ikke arveligt, men dine arveanlæg kan enten gøre dig mere modtagelig for infektionen eller bedre egnet til at bekæmpe den. Hvis ét familiemedlem har neglesvamp, kan andre også blive smittet med sygdommen ved at bruge den samme brusekabine eller dele ting med hinanden, f.eks. håndklæder.
  • Andre faktorer. Rygning, brug af kunstige negle og kraftig sveddannelse kan også være forbundet med en øget risiko for svampeinfektion i neglene. Sygdommen er også mere almindelig hos mænd end hos kvinder.

Neglesvamp – få mere at vide

Hvad er symptomerne på neglesvamp, og hvilke muligheder er der for behandling?

Behandling af neglesvamp

Behandling af neglesvamp kræver en masse tålmodighed, men hvad er de forskellige behandlingsmuligheder?

Nalox – unik behandling af neglesvamp med tredobbelt virkning

Nalox er svampedræbende, reducerer misfarvninger, styrker og blødgør neglens yderste lag. Neglene ser ofte sundere ud efter kun en uge.

Læs mere
nalox-packshot